Kategorier
Danmark Ferier og ture Vestjylland

Sommerferie i Danmark

På grund af restriktionerne som følge af Covid-19 virus holdt vi i 2020 sommerferie i Danmark. Dorthe havde fundet et sommerhus i Toftum Bjerge mellem Struer og Lemvig, og det dannede ramme om en uges familieferie i Vestjylland. Vejret var ustadigt med regn og blæst, men det lykkedes stort set at ramme periode med tørvejr til ture og udflugter.

Udsigt over Limfjorden fra Toftum Bjerge

Den første tur i fint vejr gik over Thyholm til Nationalpark Thy, hvor det barske landskab viste sig fra sin smukkeste side på en sommerdag.

Fiskerbåde på stranden ved Stenbjerg Landingsplads i Thy

Klosterheden Plantage kiggede vi på i gråvejr på en lang travetur. Vi så flere krondyr, rådyr og harer på turen og sporene efter bæverne, der lever spredt i søerne og åen.

Bævernes værk i Klosterheden Plantage

Så satte det ind med regn og blæst, og vi tog på tur til et par museer med Jens Søndergaards billeder og minder om 1.Verdenskrigs største søslag ud for Jylland i Bovbjerg og Thyborøn. Her kiggede vi også på det smukke mindesmærke for søslaget, der er rejst i klitten ved museet. Et stop ved Bovbjerg Fyr på denne dag med hård vind viste lidt om elementernes skræmmende styrke.

Klinten ved Bovbjerg Fyr på en dag med kuling fra vest

Næste udflugt var en tur til Venø, som vi oplevede til fods fra færgelejet på øens sydspids. Dorthe og YR sørgede for rimeligt vejr til turen – vi fik kun en enkelt regnbyge – så vi kunne nyde de smukke landskaber på øen i Limfjorden.

Den gamle færge til Venø havde plads til ganske få biler. Den er stadig klar til drift og assisterer, når de nye færger har behov for reparation og vedligehold.

Den sidste udflugt på turen gik til Fur på vejen hjem. Der var lang ventetid ved færgen, men det var umagen værd. Der er smukt på øen med de flotte klinter i moler og udsigterne over Limfjorden. Frokosten på den hyggelige café “Herrens Mark” var fin – pandekager både som hovedret og dessert

Molersklint på Furs nordkyst
Kategorier
Nordjysk natur Vestkysten

Forårsdag i Thy

Højt til himlen i Nationalpark Thy

En heldagstur i påsken gik til Nationalpark Thy og Bulbjerg. Det er et imponerende landskab ude langs Vestkysten, barskt, vejrbidt og med al det rum og plads, man kan ønske sig.

Se billederne fra den fine tur under dette link. Billeder af mine ledsagere kan ses i denne serie (kræver login på venner.kardor.dk).