Kategorier
Dronninglund og omegn

Travetur i sol og blæst

Så kom marts og per definition foråret, men de første dage har været kolde. Den første lørdag lokkede med klar sol om formiddagen, men også en frisk vestenvind og kun 4-5 graders varme. Formiddagen blev brugt på en 12 km travetur i Storskoven, hvor der var læ på meget af ruten. Jeg faldt over flere detaljer undervejs med patina og stoflighed, så det blev lidt billedseriens tema.

Den gamle rod, der fik mig til at kigge efter andre eksempler på stoflighed og patina
Kategorier
Dronninglund og omegn Vendsyssel

Eftermiddagsture i februar

Februarsol i bøgeskoven vest for Jyske Aas cykelruten

Uge 6 i februar kom med klart vejr, bidende kulde, flere frostgrader om dagen og en kold vind fra øst. Det blev nu alligevel til daglige traveture efter arbejde for at få frisk luft og motion, så måtte tøjet tilpasses efter forholdene. De fleste dage gik jeg blot en tur hjemmefra i de nære omgivelser og brugte telefonen til at tage billeder, når jeg kom forbi et motiv. Fredag eftermiddag gik jeg fra Sømosen ud i Storskoven – Sømosen har ikke stået højt på listen over foretrukne traveture de senere år, men jeg har genopdaget det fine sted i denne vinter. Billeder fra de nære omgivelser og fredagsturen i Storskoven kan ses via disse links.

Kategorier
Dronninglund og omegn

Strejftur i Storskoven

Snedækkede rafter på Rosenholt Spejdercenter

På en kold og klar dag i februar gik jeg en lang tur rundt i den østlige del af Storskoven, efterhånden i fin sol. Der var så flot med lyset mellem træerne, og jeg kom lidt på kryds og tværs, da jeg ledte efter en sti til Munkegungerne, der var markeret på kortet. Den var der ikke i virkeligheden, så det blev ind over marker og gennem skoven, indtil jeg fandt bækken ved Munkegungerne. Billeder fra turen kan ses via dette link.

Kategorier
Dronninglund og omegn Vendsyssel

Sne og lys over landskabet

Lav eftermiddagssol i januar

Første uge i januar gav noget sne i Vendsyssel, ikke meget og mest tøsne, men det er mange år siden, der sidst har været et ordentligt lag, så lidt har også ret. I weekenden blev vejret lidt lysere, og jeg var heldig at være i skoven i et par timers lys om lørdagen. Markerne op til skoven var især flotte i eftermiddagslyset på sne og dis. Billederne fra turen kan ses under dette link.

Kategorier
Dronninglund og omegn Familie og venner Vendsyssel

Jul og nytår 2020/21

Vi fejrede jul med alle pigerne og Simon her i Dronninglund. Juleaftensdag var solrig, så vi startede med en travetur til Møllesøen og Naturparken, kaffe og spil om eftermiddagen. Juleaften blev fejret på traditionel vis med god mad, mandelgave til Sofie, pakkespil og julegaver. Dans om træet var til Dorthes fortrydelse aflyst pga. Coronaen i år. Billeder fra denne lejligehed kan ses under dette link – bemærk, at login kræves for at se personbillederne.

Klar til julemiddagen

Det gode vejr varede kun juledag med, så skiftede det tilbage til det grå og våde – tredje juledag blæste det op til storm fra syd. Jeg trængte til frisk luft om eftermiddagen og kørte til Stensnæs for at gå langs stranden og i klitten. Der var der fuld gang i stormen – godt det var det vandtætte kamera, jeg havde med. Se billederne fra turen her.

Storm fra syd ved Stensnæs på østkysten

Nytårsaften blev fejret i Dronninglund med et par gode, lokale venner – så hyggelig en aften, som man kunne ønske sig. Nytårsaftensdag var grå indtil over middag, hvor det klarede op et par timer. Jeg travede en tur i Storskoven med kamera og stativ, da jeg tænkte på modlysbilleder egnet til bearbejdning med HDR-teknik, hvor flere eksponeringer blandes for at rumme både højlys og skygge. Forventningen holdt stik, og billederne kan ses via dette link.

Sen sol over landskabet syd for skoven – billedet er et HDR, hvor farvekodningen har fået et ekstra nøk. En hegnspæl agerede støtte for kameraet under de tre eksponeringer, derfor kom hegnet så med på billedet.

Den lave sol brød gennem skyerne og spredte dem delvist, og fra en af de høje bakker kunne man se tågebanker og lave skyer, som solen kostede rundt med. Det virkede helt symbolsk, at solen netop på denne sidste dag i 2020 brød igennem skyerne og spredte dem delvist. I overført betydning passer dette vist meget godt på de forhåbninger, vi alle har til 2021 i forhold til det gamle, Corona-plagede år.

Den gamle eg i Hestehaven i skråt middagslys

Den 2. januar, som var en lørdag, gentog historien sig – solen kom igennem nogle timer omkring middagstid. Ved den lejlighed gik jeg en tur i de nære omgivelser, Hestehaven og omkring Møllesøen. Der var stadig lidt diset i luften, hvilket gjorde det indfaldende lys ekstra flot. Også her blev det til nogle modlysbilleder, som så er bearbejdet med HDR-teknikken efterfølgende, se dem under dette link.