Kategorier
Ferier og ture Midtjylland

Vinterferie ved Fjellerup Strand

Første tur på stranden i vinterferien

I vinterferien havde vi lejet Kirstens sommerhus ved Fjellerup Strand – tanken om at komme hjemmefra efter en lang periode med Corona-restriktioner var opløftende. Sofie og Ditte flyttede deres hjemmestudier til sommerhuset og kunne dermed være der det meste af tiden. Thea og Simon kom på besøg i den sidste weekend, så dermed fik vi besøg af hele flokken undervejs.

Sommerhuset ligger ved Fjellerup Strand ved Hegedal, og der er gåafstand til stranden og mange fine steder langs kysten. Første tur gik til Nederskov lige vest for Fjellerup, hvor de vindblæste egetræer langs kysten danner en hel troldeskov. Billederne – mest af de flotte træer – kan ses via dette link.

Troldeskoven langs kysten ved Nederskov.

Næste tur blev en kombineret slots- og søtur. Vi startede med en tur til Sostrup Slot og Abbedi om formiddagen i det fineste solskin og forårstemperatur. Vi gik en tur i den lyse bøgeskov – masser af lys på den tid af året – og nød det fine vejr. Sostrup Slot er imponerende flot, det stammer fra tiden omkring 1600, dvs. i Chr. IV’s velmagtsdage, og man venter næsten at møde ham rundt næste hjørne, når man går der ganske alene som på denne dag.

Sostrup Slot i februarsol

Om eftermiddagen kunne Ditte tage med på tur til Dystrup og Ramten Søer, som begge er skabt af store stykker isbræ, der blev liggende da isen trak sig tilbage ved slutningen af sidste istid – såkaldte dødishuller. Der var stadig sol, men diset på grund af et tyndt lag høje skyer. Sidste stop blev det fine slot Meilgaard, der er det ældste herresæde på Djursland. De ældste dele af bygningen stammer fra 1578, og man kender ejerne helt tilbage til 1340. Billederne fra de to ture kan ses via linket her.

Diset vintersol over smeltende is på Ramten Sø

En gråvejrstur til Stendysserne ved Tustrup blev en fin oplevelse. Der var alligevel lidt retning på lyset, og det spredte lys fremhævede farver og struktur i de store kampesten i de imponerende jættestuer. De stammer fra tragtbægerkulturen og blev bygget i sammenhæng for ca. 5.500 f. Kr., da landbrugerne endegyldigt havde afløst de omstrejfende jægere/samlere i stenalderen. Det har krævet et velorganiseret samfund, planlægning og koordination at finde, transportere og rejse de gigantiske kampesten, der udgør kernen i jættestuerne. Flere af de store sten vejer 15-20 t, så der har været brug for løftegrej og ekspertise for at kunne styre dem på plads.

En af Stendysserne ved Tustrup, som monumenterne kaldes

Stendysserne ligger i et smukt fredet område, der drives som overdrev med spredte træer, mindre lunde og krat langs en ådal. Stedet har i sin til været valgt med omhu og har formodentlig fungeret som kultsted i det lokale samfund, da stendysserne blev rejst oprindeligt. Farver og struktur i de gamle træer var også meget fremtrædende i det spredte lys. Billederne fra turen kan ses via dette link.

Gl. Estrup ligger i et sumpet område på bredden af Alling Å og er omgivet af to voldgrave. Tilbage i 1300-tallet var det en vigtig del af forsvarsstrategien.

Endnu et besøg ved et slot og endnu en interessant oplevelse. Selvom vi ikke kunne komme ind og se udstillingerne, var der såmænd nok at se på i omgivelserne i den smukke part og på en 5 km travetur gennem skov, mark og kær. Et stykke gik faktisk også ad banestien på den nedlagte bane fra Auning til Gjerrild. På traveturen fik vi på sidste del glæde af solen, der fik landskabet til at lyse op. Se billederne fra turen via dette link.

Stenstrand og enge ved Fornæs Fyr på en forårsagtig lørdag i februar

Den sidste lørdag i ferien tog vi alle mand på tur til Sangstrup Klint og derefter til Fornæs Fyr, der ligger på Jyllands østligste punkt. Det var dejligt vejr med sol og ikke meget vind, så det føltes næsten som forår. Denne billedserie samler nogle få billeder fra de to steder.

Et stop på en cykeltur på jernbanemuseet i Ryomgaard – rendyrket jernbanenostalgi

Jeg fik cyklet nogle lange ture på ferien – ikke mindst for at forbrænde noget af al den gode mad, vi fortærede. Det blev i alt til 175 km fordelt på fire cykelture i blandet vejr, men mest i solskin. Temaet blev på forunderlig vis til jernbanenostalgi, da jeg på flere ture kørte på banestien, der er anlagt på den nedlagte privatbane fra Gjerrild til Allingåbro. Det var ikke svært at forestille sig damplokomotivets prusten og hvæsen, når man sad på cyklen og så fremad en lang lige strækning, hvor farten kunne komme lidt op. På en af turene i solskin kom jeg til Ryomgaard ad landevejen og skulle finde ind på banestien igen. Den måtte være i nærheden af banegården, så jeg kørte omkring den og fandt en station og omgivelser, der var som taget ud af Matodor. Det var som tiden havde stået stille, så intakt var stationen og de omkringliggende bygninger, selv vandtårnet var tilbage. På den modsatte side af jernbanen (nu kører letbanen mellem Aarhus og Grenaa ruten) var der en gammel remise, hvor Djurslands Jernbanemuseum holder til. Jeg måtte lige forbi og snuse lidt – her var der også nostalgi i de gamle vogne – hvoraf flere virkelig trængte til en renovering. En af vognene havde relation til Aalborg, den blev brugt til at transportere ren sprit fra spritfabrikken på Akvavitvej til industrikunder – det eftertragtede indhold blev betegnet Ethylalkohol – sikkert for ikke at friste svage sjæle uden basisviden i kemi til at prøve at tappe lidt af tanken :-). Nu er både produktionen og transporten af produktet jo ren histore, og De Danske Spritfabrikkers bygninger på Akvavitvej er kommet til at hedde stedets navn i folkemunde “Spritten”. Billederne fra Ryomgaard og nogle få fra banestien kan ses via dette link.

Fuldmåne og klart vejr ved Kirstens sommerhus

Kirsten sommerhus var rammen om en dejlig ferie, hvor vi nød at være i andre omgivelser, gik nogle fine ture og så en masse interessante ting. Ikke mindst hyggede vi os med pigerne og deres kærester, vi havde tid til at lave god mad, spille og læse og i det hele taget få lidt ro på livet. Den sidste billedserie samler nogle billeder af sommerhuset og familien – personbilleder kan kun ses med login.