Kategorier
Danmark Dronninglund og omegn Ferier og ture Nordjysk natur Vendsyssel

Billeder fra maj 2021

Barrow på scenen i Maskinhallen i Frederikshavn – en superfin koncert

Sidste halvdel af maj gav anledning til flere billedserier primært af smuk natur på Bornholm og i Vendsyssel. Derudover kiggede jeg på rhododendron i Brønderslev og Frederikshavn, og vi var til koncert med Barrow i Frederikshavn. Bandet har Mikkel Bøgsted som frontfigur og spiller rigtigt godt live, så næste gang chancen kommer, vil vi være der igen.

Links til billederne kommer her:

Forårstur til Bornholm

Gråvejrstur i Jyske Aas

Rhododendron i blomst

Aftentur i aftensol

Citat: “Har du også haft svært ved at booke en tid hos frisøren efter Corona-nedlukningen?”. Jeg mødte denne islænder på min tur i Jyske Aas og fik en snak.
Kategorier
Ferier og ture Midtjylland

Vinterferie ved Fjellerup Strand

Første tur på stranden i vinterferien

I vinterferien havde vi lejet Kirstens sommerhus ved Fjellerup Strand – tanken om at komme hjemmefra efter en lang periode med Corona-restriktioner var opløftende. Sofie og Ditte flyttede deres hjemmestudier til sommerhuset og kunne dermed være der det meste af tiden. Thea og Simon kom på besøg i den sidste weekend, så dermed fik vi besøg af hele flokken undervejs.

Sommerhuset ligger ved Fjellerup Strand ved Hegedal, og der er gåafstand til stranden og mange fine steder langs kysten. Første tur gik til Nederskov lige vest for Fjellerup, hvor de vindblæste egetræer langs kysten danner en hel troldeskov. Billederne – mest af de flotte træer – kan ses via dette link.

Troldeskoven langs kysten ved Nederskov.

Næste tur blev en kombineret slots- og søtur. Vi startede med en tur til Sostrup Slot og Abbedi om formiddagen i det fineste solskin og forårstemperatur. Vi gik en tur i den lyse bøgeskov – masser af lys på den tid af året – og nød det fine vejr. Sostrup Slot er imponerende flot, det stammer fra tiden omkring 1600, dvs. i Chr. IV’s velmagtsdage, og man venter næsten at møde ham rundt næste hjørne, når man går der ganske alene som på denne dag.

Sostrup Slot i februarsol

Om eftermiddagen kunne Ditte tage med på tur til Dystrup og Ramten Søer, som begge er skabt af store stykker isbræ, der blev liggende da isen trak sig tilbage ved slutningen af sidste istid – såkaldte dødishuller. Der var stadig sol, men diset på grund af et tyndt lag høje skyer. Sidste stop blev det fine slot Meilgaard, der er det ældste herresæde på Djursland. De ældste dele af bygningen stammer fra 1578, og man kender ejerne helt tilbage til 1340. Billederne fra de to ture kan ses via linket her.

Diset vintersol over smeltende is på Ramten Sø

En gråvejrstur til Stendysserne ved Tustrup blev en fin oplevelse. Der var alligevel lidt retning på lyset, og det spredte lys fremhævede farver og struktur i de store kampesten i de imponerende jættestuer. De stammer fra tragtbægerkulturen og blev bygget i sammenhæng for ca. 5.500 f. Kr., da landbrugerne endegyldigt havde afløst de omstrejfende jægere/samlere i stenalderen. Det har krævet et velorganiseret samfund, planlægning og koordination at finde, transportere og rejse de gigantiske kampesten, der udgør kernen i jættestuerne. Flere af de store sten vejer 15-20 t, så der har været brug for løftegrej og ekspertise for at kunne styre dem på plads.

En af Stendysserne ved Tustrup, som monumenterne kaldes

Stendysserne ligger i et smukt fredet område, der drives som overdrev med spredte træer, mindre lunde og krat langs en ådal. Stedet har i sin til været valgt med omhu og har formodentlig fungeret som kultsted i det lokale samfund, da stendysserne blev rejst oprindeligt. Farver og struktur i de gamle træer var også meget fremtrædende i det spredte lys. Billederne fra turen kan ses via dette link.

Gl. Estrup ligger i et sumpet område på bredden af Alling Å og er omgivet af to voldgrave. Tilbage i 1300-tallet var det en vigtig del af forsvarsstrategien.

Endnu et besøg ved et slot og endnu en interessant oplevelse. Selvom vi ikke kunne komme ind og se udstillingerne, var der såmænd nok at se på i omgivelserne i den smukke part og på en 5 km travetur gennem skov, mark og kær. Et stykke gik faktisk også ad banestien på den nedlagte bane fra Auning til Gjerrild. På traveturen fik vi på sidste del glæde af solen, der fik landskabet til at lyse op. Se billederne fra turen via dette link.

Stenstrand og enge ved Fornæs Fyr på en forårsagtig lørdag i februar

Den sidste lørdag i ferien tog vi alle mand på tur til Sangstrup Klint og derefter til Fornæs Fyr, der ligger på Jyllands østligste punkt. Det var dejligt vejr med sol og ikke meget vind, så det føltes næsten som forår. Denne billedserie samler nogle få billeder fra de to steder.

Et stop på en cykeltur på jernbanemuseet i Ryomgaard – rendyrket jernbanenostalgi

Jeg fik cyklet nogle lange ture på ferien – ikke mindst for at forbrænde noget af al den gode mad, vi fortærede. Det blev i alt til 175 km fordelt på fire cykelture i blandet vejr, men mest i solskin. Temaet blev på forunderlig vis til jernbanenostalgi, da jeg på flere ture kørte på banestien, der er anlagt på den nedlagte privatbane fra Gjerrild til Allingåbro. Det var ikke svært at forestille sig damplokomotivets prusten og hvæsen, når man sad på cyklen og så fremad en lang lige strækning, hvor farten kunne komme lidt op. På en af turene i solskin kom jeg til Ryomgaard ad landevejen og skulle finde ind på banestien igen. Den måtte være i nærheden af banegården, så jeg kørte omkring den og fandt en station og omgivelser, der var som taget ud af Matodor. Det var som tiden havde stået stille, så intakt var stationen og de omkringliggende bygninger, selv vandtårnet var tilbage. På den modsatte side af jernbanen (nu kører letbanen mellem Aarhus og Grenaa ruten) var der en gammel remise, hvor Djurslands Jernbanemuseum holder til. Jeg måtte lige forbi og snuse lidt – her var der også nostalgi i de gamle vogne – hvoraf flere virkelig trængte til en renovering. En af vognene havde relation til Aalborg, den blev brugt til at transportere ren sprit fra spritfabrikken på Akvavitvej til industrikunder – det eftertragtede indhold blev betegnet Ethylalkohol – sikkert for ikke at friste svage sjæle uden basisviden i kemi til at prøve at tappe lidt af tanken :-). Nu er både produktionen og transporten af produktet jo ren histore, og De Danske Spritfabrikkers bygninger på Akvavitvej er kommet til at hedde stedets navn i folkemunde “Spritten”. Billederne fra Ryomgaard og nogle få fra banestien kan ses via dette link.

Fuldmåne og klart vejr ved Kirstens sommerhus

Kirsten sommerhus var rammen om en dejlig ferie, hvor vi nød at være i andre omgivelser, gik nogle fine ture og så en masse interessante ting. Ikke mindst hyggede vi os med pigerne og deres kærester, vi havde tid til at lave god mad, spille og læse og i det hele taget få lidt ro på livet. Den sidste billedserie samler nogle billeder af sommerhuset og familien – personbilleder kan kun ses med login.

Kategorier
Danmark Ferier og ture

Et par dage i hovedstaden

Midt i august var vi et par dage i København – anledningen var en aflyst 60-års fødselsdag, som vi havde booket fly til. I stedet fik vi så en fin lang lørdag med Lisa og Jens Michael, hvor vi var på sightseeing i havnen og kanalerne i en lejet Goboat. Senere dryssede vi rundt i det indre København i det fine vejr og endte i Kongens Have, hvor vi kiggede på stauder i fuldt flor og spillede nogle runder Petanque. Dagen efter skulle jyderne lære, hvordan man bader i Københavns Havn, så vi måtte i baljen fra kajen.

Flotte gamle skibe i Nyhavn.

Billeder fra de gode dage i hovedstaden kan ses via dette link.

Kategorier
Danmark Ferier og ture Vestjylland

Sommerferie i Danmark

På grund af restriktionerne som følge af Covid-19 virus holdt vi i 2020 sommerferie i Danmark. Dorthe havde fundet et sommerhus i Toftum Bjerge mellem Struer og Lemvig, og det dannede ramme om en uges familieferie i Vestjylland. Vejret var ustadigt med regn og blæst, men det lykkedes stort set at ramme periode med tørvejr til ture og udflugter.

Udsigt over Limfjorden fra Toftum Bjerge

Den første tur i fint vejr gik over Thyholm til Nationalpark Thy, hvor det barske landskab viste sig fra sin smukkeste side på en sommerdag.

Fiskerbåde på stranden ved Stenbjerg Landingsplads i Thy

Klosterheden Plantage kiggede vi på i gråvejr på en lang travetur. Vi så flere krondyr, rådyr og harer på turen og sporene efter bæverne, der lever spredt i søerne og åen.

Bævernes værk i Klosterheden Plantage

Så satte det ind med regn og blæst, og vi tog på tur til et par museer med Jens Søndergaards billeder og minder om 1.Verdenskrigs største søslag ud for Jylland i Bovbjerg og Thyborøn. Her kiggede vi også på det smukke mindesmærke for søslaget, der er rejst i klitten ved museet. Et stop ved Bovbjerg Fyr på denne dag med hård vind viste lidt om elementernes skræmmende styrke.

Klinten ved Bovbjerg Fyr på en dag med kuling fra vest

Næste udflugt var en tur til Venø, som vi oplevede til fods fra færgelejet på øens sydspids. Dorthe og YR sørgede for rimeligt vejr til turen – vi fik kun en enkelt regnbyge – så vi kunne nyde de smukke landskaber på øen i Limfjorden.

Den gamle færge til Venø havde plads til ganske få biler. Den er stadig klar til drift og assisterer, når de nye færger har behov for reparation og vedligehold.

Den sidste udflugt på turen gik til Fur på vejen hjem. Der var lang ventetid ved færgen, men det var umagen værd. Der er smukt på øen med de flotte klinter i moler og udsigterne over Limfjorden. Frokosten på den hyggelige café “Herrens Mark” var fin – pandekager både som hovedret og dessert

Molersklint på Furs nordkyst
Kategorier
Portugal og Madeira

Vinterferie på Madeira

Grønne terrasser på  bjergsiden
Frodige grønne terrasser på en af Madeiras stejle bjergsider

Vinterferien midt i februar gik igen til Madeira, den grønne portugiske ø langt ude i Atlanterhavet. Det var et dejligt gensyn med den flotte natur, Funchals hyggelige midtby og gode restauranter. I år var vi heldige, at familien Haase også var på øen samtidigt med os, så det gav nogle ekstra hyggelige stunder. Vi var heldige med vejret for det meste og fik set noget af højlandet, som lå hen i regn og tåge ved sidste besøg for et par år siden.

Her er links til billeder fra turen i galleriet ferier.kardor.dk:

Tur til Camera de Lobos med Haaserne
Tur til Curral das Freiras og Pico do Areeiro – den flotteste bjergtur
Udflugt på Madeiras sydkyst – vi fandt solskin på en regnvejrsdag
Tur til Rabacal, Levada das 25 Fontes – det startede gråt og endte flot
Flad tur ved Monte, Levada dos Tornos – turens eneste levada travetur
Funchal og Four Views Baia – stemninger fra byen og få fra hotellet
Karneval på Madeira – vi var heldige at opleve det store karneval
Dorthes døre – eksempler på flotte farver og patina