Kategorier
Nord for Frederikshavn Nordjysk natur Vendsyssel

Grundlovsdag i Slotved Skov

Smørblomster i massevis i udkanten af Slotved Skov

Den 5. juni havde vi for lang tid siden aftalt en udflugt og gåtur med Pia og Michael og Jonna og Peter, og målet for turen blev Slotved Skov og dyrepark, der rummer en stor bestand af dådyr og krondyr. Vejret var med os, og Grundlovsdag kom med det bedste sommervejr. Turen rundt i og omkring skoven er smuk og varieret med bøgeskov og åbne stræk i et flot kuperet terræn. Det blev en fin tur og en hyggelig dag, der sluttede med god mad og vin på Pia og Michaels terrasse. Billederne fra turen kan se via dette link.

Kategorier
Danmark Dronninglund og omegn Ferier og ture Nordjysk natur Vendsyssel

Billeder fra maj 2021

Barrow på scenen i Maskinhallen i Frederikshavn – en superfin koncert

Sidste halvdel af maj gav anledning til flere billedserier primært af smuk natur på Bornholm og i Vendsyssel. Derudover kiggede jeg på rhododendron i Brønderslev og Frederikshavn, og vi var til koncert med Barrow i Frederikshavn. Bandet har Mikkel Bøgsted som frontfigur og spiller rigtigt godt live, så næste gang chancen kommer, vil vi være der igen.

Links til billederne kommer her:

Forårstur til Bornholm

Gråvejrstur i Jyske Aas

Rhododendron i blomst

Aftentur i aftensol

Citat: “Har du også haft svært ved at booke en tid hos frisøren efter Corona-nedlukningen?”. Jeg mødte denne islænder på min tur i Jyske Aas og fik en snak.
Kategorier
Dronninglund og omegn

Traveture i sol og blæst

Så kom marts og per definition foråret, men de første dage var kolde. Den første lørdag lokkede med klar sol om formiddagen, men også en frisk vestenvind og kun 4-5 graders varme. Formiddagen blev brugt på en 12 km travetur i Storskoven, hvor der var læ på meget af ruten. Jeg faldt over flere detaljer undervejs med patina og stoflighed, så det blev lidt billedseriens tema.

Den gamle rod, der fik mig til at kigge efter andre eksempler på stoflighed og patina

Et par uger efter var der igen en forårdag med sol, lys og mere varme. På en tur i Storskoven om eftermiddagen skiftede dagen helt karakter fra lys og venlig til en ildevarslende, kold tåge. Se billederne via dette link.

Jyske Aas cykelstien snor sig gennem landskabet, her er udsigten fra det højeste punkt på ruten gennem Storskoven.

Kategorier
Ferier og ture Midtjylland

Vinterferie ved Fjellerup Strand

Første tur på stranden i vinterferien

I vinterferien havde vi lejet Kirstens sommerhus ved Fjellerup Strand – tanken om at komme hjemmefra efter en lang periode med Corona-restriktioner var opløftende. Sofie og Ditte flyttede deres hjemmestudier til sommerhuset og kunne dermed være der det meste af tiden. Thea og Simon kom på besøg i den sidste weekend, så dermed fik vi besøg af hele flokken undervejs.

Sommerhuset ligger ved Fjellerup Strand ved Hegedal, og der er gåafstand til stranden og mange fine steder langs kysten. Første tur gik til Nederskov lige vest for Fjellerup, hvor de vindblæste egetræer langs kysten danner en hel troldeskov. Billederne – mest af de flotte træer – kan ses via dette link.

Troldeskoven langs kysten ved Nederskov.

Næste tur blev en kombineret slots- og søtur. Vi startede med en tur til Sostrup Slot og Abbedi om formiddagen i det fineste solskin og forårstemperatur. Vi gik en tur i den lyse bøgeskov – masser af lys på den tid af året – og nød det fine vejr. Sostrup Slot er imponerende flot, det stammer fra tiden omkring 1600, dvs. i Chr. IV’s velmagtsdage, og man venter næsten at møde ham rundt næste hjørne, når man går der ganske alene som på denne dag.

Sostrup Slot i februarsol

Om eftermiddagen kunne Ditte tage med på tur til Dystrup og Ramten Søer, som begge er skabt af store stykker isbræ, der blev liggende da isen trak sig tilbage ved slutningen af sidste istid – såkaldte dødishuller. Der var stadig sol, men diset på grund af et tyndt lag høje skyer. Sidste stop blev det fine slot Meilgaard, der er det ældste herresæde på Djursland. De ældste dele af bygningen stammer fra 1578, og man kender ejerne helt tilbage til 1340. Billederne fra de to ture kan ses via linket her.

Diset vintersol over smeltende is på Ramten Sø

En gråvejrstur til Stendysserne ved Tustrup blev en fin oplevelse. Der var alligevel lidt retning på lyset, og det spredte lys fremhævede farver og struktur i de store kampesten i de imponerende jættestuer. De stammer fra tragtbægerkulturen og blev bygget i sammenhæng for ca. 5.500 f. Kr., da landbrugerne endegyldigt havde afløst de omstrejfende jægere/samlere i stenalderen. Det har krævet et velorganiseret samfund, planlægning og koordination at finde, transportere og rejse de gigantiske kampesten, der udgør kernen i jættestuerne. Flere af de store sten vejer 15-20 t, så der har været brug for løftegrej og ekspertise for at kunne styre dem på plads.

En af Stendysserne ved Tustrup, som monumenterne kaldes

Stendysserne ligger i et smukt fredet område, der drives som overdrev med spredte træer, mindre lunde og krat langs en ådal. Stedet har i sin til været valgt med omhu og har formodentlig fungeret som kultsted i det lokale samfund, da stendysserne blev rejst oprindeligt. Farver og struktur i de gamle træer var også meget fremtrædende i det spredte lys. Billederne fra turen kan ses via dette link.

Gl. Estrup ligger i et sumpet område på bredden af Alling Å og er omgivet af to voldgrave. Tilbage i 1300-tallet var det en vigtig del af forsvarsstrategien.

Endnu et besøg ved et slot og endnu en interessant oplevelse. Selvom vi ikke kunne komme ind og se udstillingerne, var der såmænd nok at se på i omgivelserne i den smukke part og på en 5 km travetur gennem skov, mark og kær. Et stykke gik faktisk også ad banestien på den nedlagte bane fra Auning til Gjerrild. På traveturen fik vi på sidste del glæde af solen, der fik landskabet til at lyse op. Se billederne fra turen via dette link.

Stenstrand og enge ved Fornæs Fyr på en forårsagtig lørdag i februar

Den sidste lørdag i ferien tog vi alle mand på tur til Sangstrup Klint og derefter til Fornæs Fyr, der ligger på Jyllands østligste punkt. Det var dejligt vejr med sol og ikke meget vind, så det føltes næsten som forår. Denne billedserie samler nogle få billeder fra de to steder.

Et stop på en cykeltur på jernbanemuseet i Ryomgaard – rendyrket jernbanenostalgi

Jeg fik cyklet nogle lange ture på ferien – ikke mindst for at forbrænde noget af al den gode mad, vi fortærede. Det blev i alt til 175 km fordelt på fire cykelture i blandet vejr, men mest i solskin. Temaet blev på forunderlig vis til jernbanenostalgi, da jeg på flere ture kørte på banestien, der er anlagt på den nedlagte privatbane fra Gjerrild til Allingåbro. Det var ikke svært at forestille sig damplokomotivets prusten og hvæsen, når man sad på cyklen og så fremad en lang lige strækning, hvor farten kunne komme lidt op. På en af turene i solskin kom jeg til Ryomgaard ad landevejen og skulle finde ind på banestien igen. Den måtte være i nærheden af banegården, så jeg kørte omkring den og fandt en station og omgivelser, der var som taget ud af Matodor. Det var som tiden havde stået stille, så intakt var stationen og de omkringliggende bygninger, selv vandtårnet var tilbage. På den modsatte side af jernbanen (nu kører letbanen mellem Aarhus og Grenaa ruten) var der en gammel remise, hvor Djurslands Jernbanemuseum holder til. Jeg måtte lige forbi og snuse lidt – her var der også nostalgi i de gamle vogne – hvoraf flere virkelig trængte til en renovering. En af vognene havde relation til Aalborg, den blev brugt til at transportere ren sprit fra spritfabrikken på Akvavitvej til industrikunder – det eftertragtede indhold blev betegnet Ethylalkohol – sikkert for ikke at friste svage sjæle uden basisviden i kemi til at prøve at tappe lidt af tanken :-). Nu er både produktionen og transporten af produktet jo ren histore, og De Danske Spritfabrikkers bygninger på Akvavitvej er kommet til at hedde stedets navn i folkemunde “Spritten”. Billederne fra Ryomgaard og nogle få fra banestien kan ses via dette link.

Fuldmåne og klart vejr ved Kirstens sommerhus

Kirsten sommerhus var rammen om en dejlig ferie, hvor vi nød at være i andre omgivelser, gik nogle fine ture og så en masse interessante ting. Ikke mindst hyggede vi os med pigerne og deres kærester, vi havde tid til at lave god mad, spille og læse og i det hele taget få lidt ro på livet. Den sidste billedserie samler nogle billeder af sommerhuset og familien – personbilleder kan kun ses med login.

Kategorier
Nordjysk natur Vendsyssel

Søndagstur i Jyske Aas

Udsigten over Grevsmosen – et af mine favoritsteder i Jyske Aas

Denne søndag skulle efter vejrudsigten være en af de sidste kolde, klare dage i denne omgang, så det var bare med at komme ud og nyde det fine vejr. Det blev til en lang travetur i Jyske Aas ad de små stier fortrinsvis. Det var en fin oplevelse både på grund af det smukke vejr og det dejlige område. Der gemmer sig nogle få billeder fra turen under dette link.

Kategorier
Dronninglund og omegn Vendsyssel

Eftermiddagsture i februar

Februarsol i bøgeskoven vest for Jyske Aas cykelruten

Uge 6 i februar kom med klart vejr, bidende kulde, flere frostgrader om dagen og en kold vind fra øst. Det blev nu alligevel til daglige traveture efter arbejde for at få frisk luft og motion, så måtte tøjet tilpasses efter forholdene. De fleste dage gik jeg blot en tur hjemmefra i de nære omgivelser og brugte telefonen til at tage billeder, når jeg kom forbi et motiv. Fredag eftermiddag gik jeg fra Sømosen ud i Storskoven – Sømosen har ikke stået højt på listen over foretrukne traveture de senere år, men jeg har genopdaget det fine sted i denne vinter. Billeder fra de nære omgivelser og fredagsturen i Storskoven kan ses via disse links.

Kategorier
Dronninglund og omegn

Strejftur i Storskoven

Snedækkede rafter på Rosenholt Spejdercenter

På en kold og klar dag i februar gik jeg en lang tur rundt i den østlige del af Storskoven, efterhånden i fin sol. Der var så flot med lyset mellem træerne, og jeg kom lidt på kryds og tværs, da jeg ledte efter en sti til Munkegungerne, der var markeret på kortet. Den var der ikke i virkeligheden, så det blev ind over marker og gennem skoven, indtil jeg fandt bækken ved Munkegungerne. Billeder fra turen kan ses via dette link.

Kategorier
Dronninglund og omegn

En glitrende vinterdag

Den 16. januar var en fin, klar vinterdag med rimfrost på alle træer og buske. Vi skulle til Horsens for at fejre Theas fødselsdag, så det blev kun til en kort tur rundt om Lindenovsvej. Dette billede viser meget godt den glitrende rimfrost.

Kategorier
Dronninglund og omegn Vendsyssel

Sne og lys over landskabet

Lav eftermiddagssol i januar

Første uge i januar gav noget sne i Vendsyssel, ikke meget og mest tøsne, men det er mange år siden, der sidst har været et ordentligt lag, så lidt har også ret. I weekenden blev vejret lidt lysere, og jeg var heldig at være i skoven i et par timers lys om lørdagen. Markerne op til skoven var især flotte i eftermiddagslyset på sne og dis. Billederne fra turen kan ses under dette link.

Kategorier
Dronninglund og omegn Familie og venner Vendsyssel

Jul og nytår 2020/21

Vi fejrede jul med alle pigerne og Simon her i Dronninglund. Juleaftensdag var solrig, så vi startede med en travetur til Møllesøen og Naturparken, kaffe og spil om eftermiddagen. Juleaften blev fejret på traditionel vis med god mad, mandelgave til Sofie, pakkespil og julegaver. Dans om træet var til Dorthes fortrydelse aflyst pga. Coronaen i år. Billeder fra denne lejligehed kan ses under dette link – bemærk, at login kræves for at se personbillederne.

Klar til julemiddagen

Det gode vejr varede kun juledag med, så skiftede det tilbage til det grå og våde – tredje juledag blæste det op til storm fra syd. Jeg trængte til frisk luft om eftermiddagen og kørte til Stensnæs for at gå langs stranden og i klitten. Der var der fuld gang i stormen – godt det var det vandtætte kamera, jeg havde med. Se billederne fra turen her.

Storm fra syd ved Stensnæs på østkysten

Nytårsaften blev fejret i Dronninglund med et par gode, lokale venner – så hyggelig en aften, som man kunne ønske sig. Nytårsaftensdag var grå indtil over middag, hvor det klarede op et par timer. Jeg travede en tur i Storskoven med kamera og stativ, da jeg tænkte på modlysbilleder egnet til bearbejdning med HDR-teknik, hvor flere eksponeringer blandes for at rumme både højlys og skygge. Forventningen holdt stik, og billederne kan ses via dette link.

Sen sol over landskabet syd for skoven – billedet er et HDR, hvor farvekodningen har fået et ekstra nøk. En hegnspæl agerede støtte for kameraet under de tre eksponeringer, derfor kom hegnet så med på billedet.

Den lave sol brød gennem skyerne og spredte dem delvist, og fra en af de høje bakker kunne man se tågebanker og lave skyer, som solen kostede rundt med. Det virkede helt symbolsk, at solen netop på denne sidste dag i 2020 brød igennem skyerne og spredte dem delvist. I overført betydning passer dette vist meget godt på de forhåbninger, vi alle har til 2021 i forhold til det gamle, Corona-plagede år.

Den gamle eg i Hestehaven i skråt middagslys

Den 2. januar, som var en lørdag, gentog historien sig – solen kom igennem nogle timer omkring middagstid. Ved den lejlighed gik jeg en tur i de nære omgivelser, Hestehaven og omkring Møllesøen. Der var stadig lidt diset i luften, hvilket gjorde det indfaldende lys ekstra flot. Også her blev det til nogle modlysbilleder, som så er bearbejdet med HDR-teknikken efterfølgende, se dem under dette link.