Kategorier
Ferier og ture Midtjylland

Vinterferie ved Fjellerup Strand

Dejligt at opleve noget efter lang lock-down

Første tur på stranden i vinterferien

I vinterferien havde vi lejet Kirstens sommerhus ved Fjellerup Strand – tanken om at komme hjemmefra efter en lang periode med Corona-restriktioner var opløftende. Sofie og Ditte flyttede deres hjemmestudier til sommerhuset og kunne dermed være der det meste af tiden. Thea og Simon kom på besøg i den sidste weekend, så dermed fik vi besøg af hele flokken undervejs.

Sommerhuset ligger ved Fjellerup Strand ved Hegedal, og der er gåafstand til stranden og mange fine steder langs kysten. Første tur gik til Nederskov lige vest for Fjellerup, hvor de vindblæste egetræer langs kysten danner en hel troldeskov. Billederne – mest af de flotte træer – kan ses via dette link.

Troldeskoven langs kysten ved Nederskov.

Næste tur blev en kombineret slots- og søtur. Vi startede med en tur til Sostrup Slot og Abbedi om formiddagen i det fineste solskin og forårstemperatur. Vi gik en tur i den lyse bøgeskov – masser af lys på den tid af året – og nød det fine vejr. Sostrup Slot er imponerende flot, det stammer fra tiden omkring 1600, dvs. i Chr. IV’s velmagtsdage, og man venter næsten at møde ham rundt næste hjørne, når man går der ganske alene som på denne dag.

Sostrup Slot i februarsol

Om eftermiddagen kunne Ditte tage med på tur til Dystrup og Ramten Søer, som begge er skabt af store stykker isbræ, der blev liggende da isen trak sig tilbage ved slutningen af sidste istid – såkaldte dødishuller. Der var stadig sol, men diset på grund af et tyndt lag høje skyer. Sidste stop blev det fine slot Meilgaard, der er det ældste herresæde på Djursland. De ældste dele af bygningen stammer fra 1578, og man kender ejerne helt tilbage til 1300-tallet. Billederne fra de to ture kan ses via linket her.

Diset vintersol over smeltende is på Ramten Sø

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *