Kategorier
Dronninglund og omegn Vendsyssel

Sne og lys over landskabet

Lav eftermiddagssol i januar

Første uge i januar gav noget sne i Vendsyssel, ikke meget og mest tøsne, men det er mange år siden, der sidst har været et ordentligt lag, så lidt har også ret. I weekenden blev vejret lidt lysere, og jeg var heldig at være i skoven i et par timers lys om lørdagen. Markerne op til skoven var især flotte i eftermiddagslyset på sne og dis. Billederne fra turen kan ses under dette link.

Kategorier
Dronninglund og omegn Familie og venner Vendsyssel

Jul og nytår 2020/21

Vi fejrede jul med alle pigerne og Simon her i Dronninglund. Juleaftensdag var solrig, så vi startede med en travetur til Møllesøen og Naturparken, kaffe og spil om eftermiddagen. Juleaften blev fejret på traditionel vis med god mad, mandelgave til Sofie, pakkespil og julegaver. Dans om træet var til Dorthes fortrydelse aflyst pga. Coronaen i år. Billeder fra denne lejligehed kan ses under dette link – bemærk, at login kræves for at se personbillederne.

Klar til julemiddagen

Det gode vejr varede kun juledag med, så skiftede det tilbage til det grå og våde – tredje juledag blæste det op til storm fra syd. Jeg trængte til frisk luft om eftermiddagen og kørte til Stensnæs for at gå langs stranden og i klitten. Der var der fuld gang i stormen – godt det var det vandtætte kamera, jeg havde med. Se billederne fra turen her.

Storm fra syd ved Stensnæs på østkysten

Nytårsaften blev fejret i Dronninglund med et par gode, lokale venner – så hyggelig en aften, som man kunne ønske sig. Nytårsaftensdag var grå indtil over middag, hvor det klarede op et par timer. Jeg travede en tur i Storskoven med kamera og stativ, da jeg tænkte på modlysbilleder egnet til bearbejdning med HDR-teknik, hvor flere eksponeringer blandes for at rumme både højlys og skygge. Forventningen holdt stik, og billederne kan ses via dette link.

Sen sol over landskabet syd for skoven – billedet er et HDR, hvor farvekodningen har fået et ekstra nøk. En hegnspæl agerede støtte for kameraet under de tre eksponeringer, derfor kom hegnet så med på billedet.

Den lave sol brød gennem skyerne og spredte dem delvist, og fra en af de høje bakker kunne man se tågebanker og lave skyer, som solen kostede rundt med. Det virkede helt symbolsk, at solen netop på denne sidste dag i 2020 brød igennem skyerne og spredte dem delvist. I overført betydning passer dette vist meget godt på de forhåbninger, vi alle har til 2021 i forhold til det gamle, Corona-plagede år.

Den gamle eg i Hestehaven i skråt middagslys

Den 2. januar, som var en lørdag, gentog historien sig – solen kom igennem nogle timer omkring middagstid. Ved den lejlighed gik jeg en tur i de nære omgivelser, Hestehaven og omkring Møllesøen. Der var stadig lidt diset i luften, hvilket gjorde det indfaldende lys ekstra flot. Også her blev det til nogle modlysbilleder, som så er bearbejdet med HDR-teknikken efterfølgende, se dem under dette link.

Kategorier
Dronninglund og omegn Nordjysk natur Vendsyssel

November-billeder

Dronninglund Slot i morgenlys på en klar novemberdag

November 2020 bliver tilbragt på hjemmebane, da de skrappe restriktioner i Nordjylland pga. den nye type Covid-19 virus gør, at vi ikke må forlade vores hjemkommune. Det må jo så give anledning til nogle billeder fra Dronninglund og omegn – denne serie tænker jeg vil blive udbygget over de næste uger.

Et langt kik ud i det åbne landskab fra Lunken Naturskole

Lørdag eftermiddag i den weekend, hvor vi skulle have været i sommerhus med Pia og Michael, Jonna og Peter, hvis ikke Corona restriktionerne var kommet i vejen, tog vi i stedet til Lunken for at gå en tur og drikke kaffe i de flotte omgivelser. Vejret var med os, der var mildt i vejret og diset sol, så en bedre novemberdag kunne vi næsten ikke have ønsket os. Det blev til en tur gennem Søheden Plantage og Pajhede Skov inden den velfortjente kaffe med den flotte udsigt ovenfor. Billederne kan ses via dette link.

Munkegungerne i Dronninglund Storskov

En søndagstur med klubben gik i kage for mig på grund af tekniske problemer. I stedet gik jeg en tur i det fine vejr og fulgte det lille vandløb, Munkegungerne, fra udspringet bag Kærlighedsbøgen i Storskoven gennem slugterne mod øst. Det er et flot strøg udenfor alfarvej, så man kommer hurtigt til at føle sig helt alene i den store skov. Der gemmer sig nogle billeder fra turen under dette link.

Kategorier
Dronninglund og omegn Midtjylland Sønderjylland Vendsyssel

Billeder fra oktober 2020

Det gik rigtig godt med at tage billeder i oktober måned i år, der var mange flotte dage. Vi var på tur i efterårsferien og fik også set natur i det nordjyske. Det gik knap så godt med at holde denne blog opdateret, så her kommer der en samlet oversigt over månedens billeder.

Møllesøen tidligt i oktober. Billedet er redigeret og sammensat af flere eksponeringer (HDR-teknik).

Oktober startede fint, og jeg gik en eftermiddagstur med kameraet i de nære omgivelser, Hestehaven og rundt om Møllesøen. De første efterårsfarver fra denne tur kan ses i billedserien, Efterår rundt om hjørnet.

Så blev det efterårsferie, og vi tog en tur til Sønderjylland og Horsens på vej tilbage. Vi gik et par gode ture i Sønderjylland og var på en tur til Vadehavet med Anne Marie som kyndig guide.

Tur om Slivsø

Slivsø er en genetableret sø mellem Haderslev og Aabenraa, og de 10 km rundt om den gik vi med Anne Marie og Kenneth på en efterårsdag med skiftende vejr: Fra det fineste solskin over gråvejr og kraftig regn og tilbage igen, så vi fik forskellige indtryk af landskabet. Billederne kan ses i serien, Tur om Slivsø.

Glimt fra Vadehavsturen – foto: Anne Marie

Vadehavsturen gik til Trøjborg Slotsruin, Ballum og Højer Sluse på en dejlig efterårsdag med solskin og drivende skyer. Det var en super dag, og billederne kan ses i serien, Vadehavstur.

Sønderborg, efter en god middag på Bistro Grand Mere

Det blev også til besøg i Sønderborg og Aabenraa med lidt spredte billeder i serien, Sønderborg og Aabenraa.

Vi besøgte Thea og Simon i Horsens på vej nordpå, så Fængselsmuseet, gik en fin tur i Søhøjlandet ved Den genfundne Bro, der har været begravet i en dæmning i flere årtier, og ved bredden af Mossø, hvor vi kiggede på tørreladen fra et tidligere papirbrug. Se billeder i serien, Horsens og omegn, ikke mindst.

Fængslet i Horsens pyntet op til Halloween
Asaa Havn på en klar oktobermorgen

En lørdag morgen stod jeg tidligt op og kørte til Asaa Havn i forventnng om klar himmel mod øst – det holdt stik, og jeg så en flot solopgang, som yderligere kan ses i serien: Solopgang på Asaa Havn.

Pebermosen i Hammer Bakker

Den sidste dag i oktober faldt på en solrig søndag, og vi gik en tur i Hammer Bakker, et naturområde, som vi kun er kommet sparsomt i gennem årene. Stor var overraskelsen og oplevelsen af den røde rute gennem skiftende landskab: Nåle og løvskov, hede og overdrev og den fine lille sø, Pebermosen. Utroligt, at vi ikke har opdaget dette smukke sted tidligere. Billederne fra turen kan ses i serien, Hammer Bakker på den sidste oktoberdag. Dagen efter var det november, og det er en anden (sædvanligvis grå) historie.

Kategorier
Familie og venner Midtjylland

Familietur med Christensen-klanen

Sidst i september var det tid til endnu en familietur med Dorthes familie. Denne gang vendte vi tilbage til den fine hytte, Peder Sabroes Minde, i Hørhaven i Marselisborgskovene syd for Aarhus. Vi var begunstiget af godt vejr og godt humør, så det var så fornøjeligt at være sammen i de smukke omgivelser.

Med en stok i den ene hånd og mig i den anden klarede Valborg turen fra hytten ned til udsigten over bugten til Mols (foto: Anne Marie)
Tiltrængt pause med flot udsigt, inden turen opad bakke til hytten kunne starte. Valborgs kommentar, da vi nåede hytten igen: “Det var flot, men jeg gør det ikke igen i morgen” – selvfølgelig sagt på klingende sønderjysk.

Billederne fra turen har rigtig mange bidraget til, så de viser forskellige oplevelser af stort og småt – se dem via dette link.

Kategorier
Danmark Ferier og ture

Et par dage i hovedstaden

Midt i august var vi et par dage i København – anledningen var en aflyst 60-års fødselsdag, som vi havde booket fly til. I stedet fik vi så en fin lang lørdag med Lisa og Jens Michael, hvor vi var på sightseeing i havnen og kanalerne i en lejet Goboat. Senere dryssede vi rundt i det indre København i det fine vejr og endte i Kongens Have, hvor vi kiggede på stauder i fuldt flor og spillede nogle runder Petanque. Dagen efter skulle jyderne lære, hvordan man bader i Københavns Havn, så vi måtte i baljen fra kajen.

Flotte gamle skibe i Nyhavn.

Billeder fra de gode dage i hovedstaden kan ses via dette link.

Kategorier
Midtjylland

Dollerup Bakker og Hald Sø i august

På vej til et familietræf i Dorthes familie i Vestjylland lagde vi et besøg ved Hald Sø og Dollerup Bakker ind på vejen. Tanken var, at lyngen sikkert blomstrede på bakkeskråningerne langs søen. Lyngen viste sig at stå i fuldt flor, vejret var dejligt, og vi havde god tid til at gå turen i Dollerup Bakker og kunne endda se på Hald Hovedgård og borgruinen af det tidligere Hald i søen.

Lyng i Dollerup Bakker med Hald Sø i baggrunden.

Billederne fra turen kan ses via dette link.

Kategorier
Nordjysk natur Vestkysten

Sidste tur i sommerferien

Vi sluttede sommerferien af med manér med et par dage sammen med Birgit og Bo i deres dejlige sommerhus i Tversted. Det var traditionen tro, og denne gang også med selskab af Randi. Vi så på det gamle elværk i Bindslev, fisketrappen der og parken langs Uggerby Å. Samme dag gik vi i plantagen i læ for blæsten og retur langs stranden – dér rådede blæsten, så man skulle tro, det var en efterårsdag. Dagen efter gik vi langs stranden til Tversted sammen med Bo, og da var oplevelsen komplet anderledes – det var den dejligste sommerdag.

Råkold sommerdag på Tversted Strand – fygesandet trængte ind overalt.
Dejlig formiddag på Tversted Strand – så tror man atter på den danske sommer.

Se resten af billederne her.

Kategorier
Nordjysk natur Vestkysten

Vestkysttur i vestkystvejr

Vi har brugt weekenden på en tur langs Vestkysten fra Thorup Strand til Lønstrup sammen med Lisa og Jens Michael, vores venner fra Vietnamturen i 2016. Vi overnattede på Højgården, nu hotel og konferencecenter, i Slettestrand. For Lisa var det gensyn med stedet og familien, der driver det, da hun som barn tilbragte mange sommerferier på gården. Vi gik fine ture langs lien fra Svinkløv Badehotel til Svinklovene, i Fosdalen og på strandene ved Slettestrand og Thorup Strand. Søndagen blev brugt på den fine galleri i Rødhus, besøg på Tvilstedgård ved Pandrup, hvor Lisas familie stammer fra, den brede strand mellem Blokhus og Saltum og ikke mindst Lønstrup og Rubjerg Knude. Vejret var noget omskifteligt, men vi var heldige med sol eller i det mindste tørvejr, når vi var ude, og regnvejr til indendørs aktiviteter.

Nogle af kutterne på Thorup Strand

Billederne fra turen kan ses via dette link.

Kategorier
Nord for Frederikshavn Nordjysk natur

Sommerweekend på Læsø

Dorthe og jeg har besøgt Læsø på en kort weekendtur her i juli måned. Der er mange mennesker på ferie på øen, men når man kommer 500 m udenfor alfarvej, er der stille og fredeligt. Vi gik nogle af de mange flotte ture, heldigvis i godt vejr og sol om lørdagen, mens det om søndagen var temmelig gråt med regn af og til. Her gik vi også en tur om formiddagen, kiggede os lidt omkring i Østerby, Byrum og på saltsyderiet ved Rønnerne mod syd. Et besøg på Læsø inkluderer selvfølgelig også friske fisk og skaldyr, og vi har spist de gode hummere, rejer og fladfisk både til frokost og aftensmad – det er fin mad.

Sol over Bløden Hale

Link til billederne fra traveturene.

Restaureret gård med tangtag udenfor Østerby

Link til billeder af stort og småt fra turen